SOGNEHUSET VED TRINITATIS KIRKE - NY FACADE
Sognehuset ligger tilbagetrukket fra Købmagergades livlige strøg og danner bagvæg i kirkepladsen samt er tegnet af arkitektparret Johannes og Inger Exner i 1983. Menighedsrådet ved Trinitatis Kirke ønskede større synlighed mod omverdenen og mulighed for at åbne sognehuset op mod byen
Den nye facade skulle således på én gang signalere åbenhed og samtidig sikre, at brugerne af rummet ikke følte sig eksponeret.
Facaden mod kirkepladsen bestod i stueetagen af tre fag ind mod sognehusets menighedssal og et fag foran bygningens køkken og trappe. Alle fire fag fremstod ens med delvis lukket fletmurværk omkring et lukket muret felt.
Med et nyt blik på huset virkede relationen til byrummet ikke balanceret. Et tydeligt terrænspring mellem kirkeplads og den bagvedliggende Pilestræde gav rummet en skævhed, som bygningens facade mod pladsen ikke formidlede. Ej heller formidledes den diagonale retning mod kirken og Rundetårn.
I arbejdet med at udvikle facadens nye fremtræden og betydning har inddragelse af terrænspringet, den diagonale retning og husets interiør åbnet for en ny formdannende logik. Ved at intensivere facadens massivitet i det fjerde fag mod terrænspringet forstærkes den diagonale retning og sognehusets relation til kirke og tårn. Denne nye tyngde gør det muligt at bryde symmetrien og åbne menighedssalens tre fag op, uden at bygningen visuelt falder fra hinanden.
Ønsket om en overgangszone mellem den indre menighedssal og det ydre byrum blev omsat i en indramning af hver af de 3 fag isat en transparent skærm. Både indramning og skærm er udført i kortenstål for at styrke murværkets rødbrune ru overflade og facadens rolle som bagvæg i kirkepladsen.
Skærmen består af sammensatte T’er (Trinitatis), som er vendt og drejet i et vilkårligt mønster, og som fortykkes, der hvor T’erne støder op mod hinanden. Nogle steder sidder T’erne næsten frit i luften.
For at modvirke oplevelsen af at kigge ud i et dunkelt byrum i årets mørke måneder er skærmene oplyst indefra. Belysningen giver skærmene et blødt gyldent lys og skaber således en ny ”væg” ind mod selve menighedssalen.
I lukket tilstand opleves T’erne som en helhed. Når skærmene er åben, ses hvordan T’erne folder sig ind i hinanden, og de enkelte T’er træder tydeligere frem. På afstand opleves kun helheden, men tæt på anes underdelinger og grupperinger. Symbolikken ligger i relationen mellem fragment og helhed, hvor fragmentet – T’et – symboliserer individet. Som individer er vi fragmenter af en større helhed, men i sammenkomsten opstår fællesskaber. Fortællingen handler om en evig vekselvirkning mellem individ og fællesskab – et liv der ikke kan være enten eller men altid er et både og. Medarbejdere: Arkitekt Anders Lisberg, arkitekt Lars Myrhøj, samt Ingeniørfirmaet Jørgen Nielsen Ingeniører
Projektet har været publiceret i Arkitekten, udstillet i Works & Words samt på Arkitekturbiennalen i Venedig.
foto Jens Lindhe
foto Jens Lindhe